Referat fra generalforsamling 22. feb. 2022
REFERAT - ORDINÆR GENRALFORSAMLING
Tirsdag d. 22. februar 2022 kl. 19.00
I Værløse Boldklub, Stiager 6, 3500 Værløse
Deltagerantal: 11 inkl. bestyrelsen
Referent: Marie Andersson (MA)
Dagsorden
1.Valg af dirigent
2.Bestyrelsens beretning for året 2021
3.Kassereren fremlægger det reviderede regnskab samt budget for regnskabsåret 2022
4.Behandling af indkomne forslag
5.Valg af bestyrelsesmedlemmer:
5.1. Næstformand for 2 år.
5.2. Kasserer for 2 år
5.3 En bestyrelsessuppleant for 2 år
6. Valg af 2 revisorer
7. Eventuelt
Ad 1) Valg af dirigent
Valgt af dirigent blev Robert Schnipper (RS)
Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt med 3 ugers varsel, og dagsorden og regnskab er gjort bekendt 8 dage inden. Der er ingen indkomne forslag.
Ad 2) Bestyrelsens beretning for året 2021
Bestyrelsens formand Søren Jensen (SJ) gennemgik bestyrelsens beretning. Beretningen blev godkendt. Den skriftlige beretning er vedlagt som bilag 1 (er også på hjemmesiden).
Bemærkning med et ønske til bestyrelsen om mere strategisk samarbejde med naboklubberne for at ungdomsårgangene kan stille lige hold. Der har de seneste år været gode eksempler på samarbejder med naboklubberne for flere af ungdomsårgange, og ønsket er at dialogen også er på klubniveau foruden på holdniveau.
Bemærkning om at bestyrelsen arbejder med muligheden for at ungdomsårgangene har/får en træner der er ikke er forælder.
Ad 3) Fremlæggelse af det reviderede regnskab for regnskabsåret 2021 samt budget for regnskabsåret 2022
Frank Dam Nielsen (FDN) fremlagde regnskabet, jf. bilag 2 (er også på hjemmesiden).
FDN gjorde generalforsamlingen opmærksom på at regnskabet opfyldte vedtægternes §12a, b, c, d og e - herunder at regnskabet for 2021 var revideret og påtegnet af de 2 revisorer. Generalforsamlingen godkendte det reviderede regnskab.
Forelæggelse af budget. FDN forelagde forslag til budget for 2022. Budgettet for 2022 blev godkendt af generalforsamlingen.
Det blev foreslået at der bliver afholdt et separat møde om klubbens fremtid hvor bestyrelsen kan fremlægge årsplanen 2022 samt mere langsigtede ambitioner. Det blev foreslået at et sådant punkt indgår i generalforsamlingens dagsorden fremover.
Ad 4) Behandling af indkomne forslag
Ingen forslag modtaget.
Ad 5) Valg af bestyrelsesposter
Valg af bestyrelsesmedlemmer og ledere jf. dagsordenen
5.1 Valg af: Næstformand:
Robert Schnipper (RS) opstillede og fik enstemmigt valg af generalforsamlingen. Han ønsker at arbejde for at gøre multibanen til en realitet snarest muligt, samt at holde foreningsfanen højt, herunder at medlemmer bidrager med frivilligt arbejde og kontigent.
5.2 Valg af: Kasserer:
Frank Dam Nielsen (FDN) genopstillede og fik enstemmigt genvalg. Han arbejder med at gøre vores kontigentsystemet velfungerende samt at kantinedriften får et brush-up med henblik på at gøre klublokalet attraktivt og få det til at emme af klubliv igen.
5.3 Valg af: 1 suppleant for 2 år:
Klavs Linde (KL) opstillede og fik enstemmigt valg af generalforsamlingen. Han giver et nap med hvor der er brug for det.
Ad 6) Valg af revisorer
- Valg af 2 revisorer: Henrik Schytz og Poul Elmelund opstillede og fik genvalg.
Ad 7) Eventuelt
Søren Jensen: Der er planer om en arbejdsweekend (dato endnu ikke fastlagt) for at shine klubbens lokaler og områder op. Alle medlemmer og forældre til medlemmer opfordres til at dukke op. Bestyrelsen blev opfordret til at skrive et opslag /invitation ud til alle medlemmer om arbejdsweekenden, så man eks. kan gøre det til en social begivenhed blandt spillere/forældre at deltage.
Jes Aabye: Forespørgsel om hvordan dommerpåsætning på SU kampe og Mesterrække kampe fungerer og fra hvilken alder/årgang er det muligt at få påsat dommer til turneringskampe. Forslag om dommerkursus i klubben blandt U19 spillere og forældre.
Johnny Fleckner, Christian Forsberg og Jes Aabye: Ønske om flere 3-mandsmål i god kvalitet, da de bruges fra U16 og ned. De mener ikke vi er på par med naboklubbernes materiel.
Marie Andersson: Opfølgning på kommentarer fra sidste års generalforsamling, Arbejdet med børnestrategi pågår. Kampklar er blevet standard i klubben, skolefodbold i samarbejde med DGI og Ll Værløse skole, vi er tilstede på Instagram og Facebook igen. Ambition om at få Værløse Cup i januar 2023 arrangeret.
Christian Forsberg: Kunne bestyrelsen kigge på afregningfrekvens til ungdomstrænere så de oftere får godtgørelse? Marie og Frank kommenterede at de gerne kigger på det.
Johnny Fleckner: Ros til Tom for baneplanlægning. Kunne vi standardisere med de øvrige klubber f.eks. med 75 minutter i stedet for 90 minutter? Tom kommenterer at kommunen arbejder i den retning.
Bestyrelsen
Værløse Boldklub
Februar 2022
Læs bestyrelsens skriftlige beretning for 2021 herunder:
Ligesom i 2020 satte Corona også i høj grad præg på 2021 for Værløse Boldklub samt al idræt i det hele taget. Heldigvis tyder meget på, at vi nu har lagt det værste bag os og kan se fremad her i 2022 med masser af fodbold uden gentagne benspænd fra pandemien.
Når det er sagt, kan vi heldigvis også konstatere, at Værløse Boldklub trods Corona vanskelighederne lykkedes med flere nye tiltag, samt et højt aktivitetsniveau generelt for alle aldre.
Og som noget nyt også for begge køn, idet børnefodbolden nu også har fået hold for piger. Det var en målsætning for Værløse Boldklub i 2021 og blev kickstartet i slutningen af foråret, da VB var én af de kun 12 sjællandske klubber, der tog imod et nyt koncept: PlayMakers inspired by Disney.
Det henvender sig til 5 til 8 årige piger, der kan kombinere fodbold med spændende Disney-historier, og det trak mange piger til banerne i Værløse. Forløbet blev gentaget i efteråret, og siden har børnefodboldens ledere arbejdet hårdt for at fastholde så mange, at man nu kan tilmelde pigehold til forårets turneringer.
Også i den helt anden ende af aldersskalaen kom der kvinder på banen. Nemlig da Værløse Boldklub i samarbejde med Furesø kommune, DBU Sjælland og Hjerteforeningen i september startede et fitness projekt, Fodbold for Hjertet. Det er et tilbud om trivsel, samvær om fodbold og sund motion for at forebygge livstilssygdomme, når man er langt op i årene.
Hver torsdag formiddag mødes nu 12-15 kvinder og mænd til en times fodboldleg på den nye kunstgræsbane og efterfølgende fælles frokost i klubhuset. Et nyt projekt med glade deltagere og en understregning af, at Værløse Boldklub er for alle, uanset alder eller køn.
Netop den nye kunstgræsbane er også et af årets lyspunkter. Selv om det tog lidt lang tid, inden lyset kom. Anlægget har erstattet den kunstgræsbane, der har tjent klubben så fantastisk godt i 17 år, fra 2004 til 2021, men som nu var slidt helt op.
Tak til Furesø kommune for at se værdien i tidssvarende sportsanlæg, og i oktober kunne vi holde en festlig indvielse af kunstgræsbanen. Desværre måtte vi i resten af året nøjes med at bruge banen i dagtimer, da nogle vigtige lyskomponenter ikke kunne fremskaffes til tiden.
Det gav en masse frustrationer hos medlemmerne og de frivillige ledere. Men takket være et kæmpe arbejde af klubbens banefordeler og stor fleksibilitet hos brugerne, kom vi igennem de mørke slutmåneder i 2021. Også ved lån af overskudstid på baner hos vores naboklubber.
Og den 10. januar i år kom der så lys. Nu kan vi nyde anlæggets mange muligheder og den ekstra plads, vi har fået til vintertræning, efter at Hareskov IF har fået deres egen kunstgræsbane.
Vort næste store ønske for at optimere forholdene for klubbens medlemmer er en lille multibane på grusarealet lige her ved siden af klubhuset. Vi arbejder allerede på højtryk med planer for projektering af sådan en bane. Vores mål er at komme med et udspil for området i tæt samarbejde med Hareskov-Værløse Tennisklub, der også gerne vil have lidt mere baneplads.
En multibane lige ved siden af klubhuset vil også kunne bane vej for mere klubliv, hvilket er et stort fokuspunkt for bestyrelsen. Klubhuset skal i højere grad være et samlingssted for medlemmerne. Vi vil arbejde for mere aktivitet i klubhuset og flere arrangementer, der involverer både spillere og forældre.
Det koster penge at drive en fodboldklub som vores, og i det spil er det vigtigt, at vi kan regne med kontingentindtægter. I 2021 skiftede vi opkrævningssystem for kontingenter, så de tilknyttes medlemmernes betalingskort i stedet for betalingsservice, men kontingentet opkræves stadig automatisk fire gange om året.
Skiftet har dog alligevel givet vanskeligheder og større kontingent-restancer ved årsskiftet. Det er så vigtigt for klubbens trivsel, at alle betaler kontingent. Og til tiden. Så hjælp vores kasserer og os alle ved at få orden i disse betalinger.
Ud over kontingenter og kommunale tilskud søger klubben også økonomisk fundament via sponsorer. Og heldigvis møder vi stor velvilje, når vi kontakter det lokale handels- og erhvervsliv. Vi har i år fået mange nye sponsorer og nærkontakten med både dem og de trofaste sponsorer betyder meget. De støtter os, og vi støtter dem.
Derfor har vi også i år genstartet den årlige Firma Cup, der engang var en fast tradition, men har slumret lidt i nogle år. En del firmaer var straks klar, da vi i august inviterede til Firma Cup, og både de og vi havde en rigtig hyggedag med masser af show-fodbold. Vi gentager naturligvis den succes i år, hvor Firma Cup rykkes frem til slutningen af juni efter ønske fra en del sponsorer.
På det sportslige plan kan vi glæde os over, at førsteholdet markerede sig flot som oprykker i Serie 1 og var med i oprykningspillet, da sæsonen endeligt blev genoptaget langt henne i foråret. Igen i denne sæson er Serie 1 holdet tæt på toppen her ved vinterpausen. Også andenholdet i Serie 4 gjorde sig flot bemærket ved at blive efterårets mest scorende seniorhold på Sjælland.
I ungdoms- og børneafdelingen er det også gået godt med genstarten efter den lange Corona nedlukning i foråret. Der kom hurtigt gang i det hele igen, da der blev lukket op, og det beviser, hvor meget holdsport betyder og er savnet, når vi ikke kan dyrke det.
I ungdomsafdelingen holder klubben også gang i alle årgange i tæt dialog og/eller direkte holdsamarbejde med vores naboklubber i Hareskoven og Kr. Værløse. Det samarbejde er til glæde for alle.
Opbakningen til årets fodboldskole var også igen i år meget stor. Over 200 glade børn var samlet på banerne i Værløse som start på sommerferien, og alt blev afviklet perfekt. Som noget nyt var der et rent pigehold med på fodboldskolen, og det ser vi frem til igen i år.
Vi har i sommeren og efteråret 2021 også taget imod mange nye medlemmer. I det spil har vi været godt hjulpet af den medvind, Danmarks herrelandshold skabte for dansk fodbold ved sommerens EM-slutrunde. Tak til "Hjulemanden" og co. for den gave.
Både Danmarks herre- og damelandshold er en stor inspirationskilde for alle unge danske fodboldspillere. Det skal vi også forstå at få gavn af i Værløse Boldklub, og det kan vi takket være indsatsen fra alle de mange frivillige ledere og trænere, som hver dag tager ansvar.
Forhåbentlig afspejler det sig i et 2022, hvor vi igen har gang i en hel masse for vores medlemmer i alle aldre, fodboldskolen, stævner, turneringer og festlige arrangementer.
Sammen er vi stærke!
Bestyrelsen for Værløse Boldklub.